Sundhed og foder

 

Hos Kennel Cru Acajou er sundhed i højsæde.  Her er der specielt tale om de sygdomme som racen allerede er omfattet af. Det har længe været kendt at albuedysplasi (AA ) og hofteledsdysplasi (HD) som racen døjer med. Derfor bliver dette taget højde for i det avlsprogram, som jeg arbejder ud fra. 

Læs mere nedenfor om de omtalte sygdomme.

Jeg  fodrer alle hunde med Barf (Bone and Rawe food). Dette mener jeg er den optimale måde at fodre på.  Jeg startede med at kombinations fodrer min mops for 4 år siden. Det blev dog meget hurtigt til, at jeg gik over på 100 % Barf. Jeg kunne se en klar forbedring af den daglige trivsel.  At pelsen blev blankere og jeg fandt betydelig mindre hår rundt om i hjørnerne. Jeg har i den tid jeg har Barfet hørt mange myter om hvad råfodring kan medføre. Men jeg har besluttet mig for at se på mine hunde og deres trivsel. Så derfor bliver alle hunde over 18 måneder 100% råfodret. Hunde under den alder får Olivers ( kortfrit dansk tørfoder ) med supleret op med råfoder. 

 

Læs mere om Barf her.

 

 

 SAS

 

Aortastenose
Hvad er aortastenose hos hunde?
Aortastenose er en forsnævring af hovedpulsåren (aorta). Det er ofte de store hunderacer, som f.eks. new foundlænder, Dogue De Bordeaux, boxer og schæfer, der udvikler en forsnævring i aorta, og det er ofte medfødt. Forsnævringen forekommer enten i selve hjertet før aortaklapperne, hvilket er det mest hyppige, eller også umiddelbart uden for hjertet. 

Forsnævringen består af fibre, der tilsammen danner en uelastisk ring, som spærrer blodets frie løb. Det medfører et øget tryk i hjertet. Det svarer til dét, der sker, hvis man vander haven og trykker vandslangen sammen: Der kommer et stort tryk, og hastigheden stiger. Det betyder, at hjertet skal pumpe hårdere for at presse den nødvendige mængde blod ud i resten af kroppen, og derfor kan der med tiden ske ændringer i hjertets størrelse og form. 

Hvad er symptomerne på aortastenose?
Fordi lidelsen meget ofte er medfødt, vil man nogle gange kunne få mistanke om, at hvalpen har aortastenose, hvis den ikke er helt så livlig som sine søskende. Afhængigt af, hvor meget hovedpulsåren er blokeret, vil dette forværres med tiden. Det hænder, at hvalpe under leg pludselig falder om og i værste tilfælde dør, uden at der har været forudgående symptomer. 

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen aortastenose?
Dyrlægen vil ofte fatte mistanke om aortastenose ved at kæde de forskellige symptomer sammen, og ved at der findes en bilyd på hjertet under en ganske almindelig undersøgelse med et stetoskop. For at stille diagnosen fuldstændigt kræver det røntgenundersøgelse af brysthulen sammenholdt med et EKG og gerne en ultralydsundersøgelse af hjertet. 

Hvordan behandles aortastenose?
Behandlingen er meget afhængig af, hvor påvirket hunden er af lidelsen, og dyrlægen vil derfor vurdere hvert enkelt tilfælde. Normalt vil man forsøge at nedbringe hjertets hårde arbejde ved at give hunden beta-blokkere. 

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har aortastenose?
Det afhænger af, hvor udtalt lidelsen er. Hvis hunden i en ung alder er påvirket af aortastenose, er udsigterne desværre ikke så gode. Der opstår ofte komplikationer, og hunden bliver som regel ikke så gammel. Men vi ser også hunde, der fuldstændigt upåvirket går igennem et langt liv med en mindre aortastenose. 

Hvorfor får hunde aortastenose?
Lidelsen er medfødt,og i nogle tilfælde arvelig 

Hvad er risikoen for, at din hund har aortastenose?
Aortastenose er en relativt sjælden sygdom, men der findes på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, hvor stor sandsynligheden er for, at man har en hund med sygdommen. Hvis du har en hvalp, der viser nogle af de ovennævnte symptomer, er det derfor vigtigt at få den undersøgt nærmere hos din dyrlæge. 

Hvilke racer er særligt udsatte for at få aortastenose?
Generelt er store hunderacer som boxer, rottweiler, golden retriever, engelsk bullterrier, schæfer og newfoundlænder mest udsatte. 

Anden viden om aortastenose:
Lidelsen kan være arvelig, og man må derfor fraråde at avle på hunde, hvor man har diagnosticeret aortastenose på afkommet. På nuværende tidspunkt gøres dette ikke systematisk, men det vil givetvis ske i fremtiden, så der bliver færre tilfælde af hunde med aortastenose. 

SAS diagnosticeres på følgende måde. 

Der lyttes på hjertet efter mislyd som fremkommer fordi blodet laver en slags turbolens når det skal igennem forsnævringen ved aorta. (Lidt som hvis man trykker på en vandslange, så får vandet også mere besvær med at løbe frit igennem samt bliver mere støjende). 

Denne mislyd kan være mere eller mindre. Den inddeles i 6 grader, fra 1, som er den mindste, til 6 som er mest. Disse mislyde kan være svære at høre hvis man ikke er specielt trænet til at lytte efter dem, det er derfor at ens egen dyrlæge tit ikke kan høre det, ganske enkelt, fordi de ikke er trænet til at høre netop denne lyd. 

Dernæst måles, ved scanning af hjertet, blodets gennemstrømning ved udløb mellem hjerte og aorta. Denne måling inddeles i følgende udløbshastigheder:

Under 2,0 m/s. :
Ingen tegn på SAS.

Mellem 2,0 og 2,5 m/s.:
Osse kaldet ”gråzonen”. 
SAS kan ved disse hastigheder, hverken udelukkes eller diagnosticeres med sikkerhed med de nuværende diagnostiske muligheder. En del af disse hunde kan havde SAS under udvikling. 

Mellem 2,5 og 3,5 m/s.:
Mild SAS. 
Hunde med mild SAS lever ofte et normalt liv uden symptomer på sygdom, men det kan ikke udelukkes, at de dør tidligere end raske hunde. 

Mellem 3,5 og 4,5 m/s.: 
Moderat SAS.
Hunden kan være symptomfri eller vise de samme symptomer som beskrevet nedenfor for alvorlig SAS. 

Fra 4,5 m/s.;
Alvorlig SAS.
Hunde med alvorlig SAS udvikler ofte symptomer som træthed, nedsat kondition og besvimelsesanfald i de første leveår. Ligeledes kan pludselig død forekomme. Mange af disse hunde dør inden de bliver 3-4 år gamle. 

Kilde: www.netdyredoktor.dk

 

HD/AA

Hvad er hofteledsdysplasi hos hunde?
Hofteledsdysplasi er en arvelig lidelse, hvor hofteleddet bliver ustabilt. Normalt passer lårbenets ledhoved nøjagtigt ind i hofteskålen i bækkenet, så der er en god tæt forbindelse. Men ved hofteledsdysplasi kan der under opvæksten udvikles ustabilitet, så hunden får smerter, når den bevæger sig. Udviklingen af hofteledsdysplasi skyldes et sammenspil af forskellige faktorer:

  • Hundens størrelse og race
  • Væksthastigheden
  • Foderets sammensætning
  • Træningsintensitet og -varighed
  • Der er altså både genetiske og miljømæssige faktorer, som spiller ind.

Hvad er symptomerne på hofteledsdysplasi?
Hos unge hunde:

  • Hunden kan være uvillig til at springe eller gå op ad trapper
  • "Harehop" med bagbenene under løb, dvs. bagbenene føres frem ved siden af hinanden i stedet for med det ene forrest
  • Nedsat udholdenhed ved løb
  • Pludselig opstået halthed på et eller begge bagben

Hos ældre hunde:

  • Halthed på et eller begge bagben, som opstår gradvist
  • Besvær med at rejse sig
  • Stiv gang på bagben
  • Uvillig til at gå op ad trapper
  • Muskelsvind af lårmuskulatur og bagpartsmuskulatur; hunden får et smalt udseende bagtil
  • Da vægten lægges frem på forbenene, bliver forkroppens muskulatur mere udviklet
  •  

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen hofteledsdysplasi?
Dyrlægen vil undersøge, hvordan din hund bevæger sig. Bagefter vil han undersøge, om det gør ondt, når hofteleddene bøjes og strækkes, og om der er normal bevægelighed i hofteleddene. 

For at stille en nøjagtig diagnose er det nødvendigt at tage røntgenbilleder af hofterne. Hvis hunden er meget rolig, kan man godt tage røntgenbillederne, uden at den er bedøvet. Det giver dog oftest bedre billeder, og det er også rarere for hunden, hvis den er bedøvet under optagelserne. Røntgenoptagelsen sker mens hunden ligger på ryggen og får sine bagben strakt helt bagud, mens de samtidigt holdes parallelle. På billederne ser dyrlægen efter, hvor godt ledhoved og ledskål passer sammen, og hvordan formen på lårbenshovedet og ledskålen er. 

Fra USA er der introduceret en ny røntgenundersøgelsesmetode kaldet Penn-Hip, hvor man undersøger, hvor meget lårbenshovederne kan bevæges ud og ind af hofteskålene. Under denne undersøgelse skal hunden altid bedøves. Det første røntgenbillede tages, mens hundens lårben holdes fra hinanden med et specielt hjælpemiddel samtidig med, at knæene presses mod hinanden. Derefter tager man et billede, hvor lårbenshovederne bliver presset ind i hofteskålene. På billederne kan man måle, hvor stor ustabilitet der er i leddene. Både den gamle og den nye metode bruges i Danmark. Den nye metode giver en større sikkerhed for, hvor slappe hofteleddene er, men i Dansk Kennel Klubs regi bruges stadig den gamle metode. Hvis din dyrlæge er certificeret til at tage billeder efter Penn-Hip metoden, kan du selv vælge, hvilken en af metoderne du vil have brugt. 

Hvordan behandles hofteledsdysplasi?
Hos en ung ikke-udvokset hund med hofteledsdysplasi kan hofteleddene godt stabiliseres så meget i løbet af vækstfasen, at symptomerne forsvinder. 

I den akutte fase med smerter vil dyrlægen behandle hunden med smertestillende medicin og bede dig holde din hund i ro. Eventuelt skal hundens diæt og træning lægges om. I nogle tilfælde kan man ved at fjerne en muskel ændre på ledhovedets stilling i hofteskålen. Det medfører, at smerterne forsvinder, men de kan godt opstå igen efter et par år. 

Hvis der er tale om meget slem hofteledsdysplasi, kan man udføre en operation, hvor bækkenet gennemsaves tre steder omkring hofteskålen. Bagefter drejes bækkendelen, så hofteskålen kommer til at ligge mere henover ledhovedet. Til sidst sættes bækkenet sammen igen med plader og skruer. Det er en meget dyr operation, der ikke benyttes så ofte. 

En ældre hund med hofteledsdysplasi behandles som regel med smertestillende medicin. Hvis det ikke hjælper tilstrækkeligt, eller hvis man vurderer, at en operation er nødvendig, er der flere muligheder.

  • Man kan fjerne en muskel, der ligger på indersiden af låret og har fæste på hofteskålens kant. Det giver ledhovedet en lidt anden stilling i hofteskålen, så smerterne forsvinder. Af og til kommer der smerter igen på et senere tidspunkt efter denne operation. Det kan blive nødvendigt at save lårbenshovedet af, hvis der er kommet svære forandringer i hofteleddet. Så får hunden dét, man kalder en hængehofte. Efter operationen er det muskulaturen omkring hofteleddet, der bærer vægten. Operationen bevirker, at benets bevægelighed mindskes en lille smule, men de fleste hunde klarer sig alligevel glimrende.
  • Der er også mulighed for at erstatte hofteskål og ledhoved med et kunstigt led ligesom på mennesker. Metoden er god, men dyr.
  • I de seneste år er det blevet mere populært at indlægge guld i akupunkturpunkter omkring hofteleddet. Fordelen er, at man ikke skal skære i hunden. Guldstykkerne lægges ind via en kanyle, som placeres i akupunkturpunkterne. Metodens effektivitet er endnu ikke klarlagt, men undersøges stadig.

Hvad er fremtiden for din hund, hvis den har hofteledsdysplasi?
For den unge hund (yngre end 12 måneder) med smerter, der får konstateret hofteledsdysplasi, ser man af og til, at hofteleddet stabiliserer sig under den videre opvækst, så hunden bliver symptomfri. Men hunden kan i løbet af nogle år få symptomer igen, og så må man overveje behandlingsmulighederne igen. 

Mange ældre hunde med hofteledsdysplasi kan hjælpes med smertestillende midler. Som nævnt i afsnittet om behandling af hofteledsdysplasi ovenfor, er der mange behandlingsmuligheder, så chancen for at få en velfungerende hund er god. Der findes dog nogle håbløse tilfælde, som ikke kan hjælpes. 

Det skal pointeres at hunde, der får konstateret hofteledsdysplasi, ikke bør bruges i avlen. Der er over hele verden iværksat programmer, som skal afdække hvilke hunde, der har hofteledsdysplasi og derfor ikke må bruges til avl. 

Hvorfor får hunde hofteledsdysplasi?
Hofteledsdysplasi er det, man kalder en multifaktoriel lidelse. Det vil sige, at der både er genetiske og miljømæssige faktorer, som spiller ind. Der er mange forskellige gener, der har betydning for lidelsen, så avlsprogrammer, der skal afskaffe hofteledsdysplasi, er vigtige. 

I opvæksten har foderets sammensætning stor betydning for udviklingen af hofteledsdysplasi. For stor væksthastighed og ubalance i mineralsammensætningen disponerer for lidelsen. Det er især for meget kalk og forkert kalcium-fosfor forhold i foderet, der har betydning. 

Overdreven motion og træning af unghunde øger risikoen for hofteledsdysplasi, og for alle hunde er overvægt i høj grad med til at forværre tilstanden. 

Hvilke racer er særligt udsatte for at få hofteledsdysplasi?
Det er især store hunde, der har problemer med hofteledsdysplasi. Her kan bl.a. nævnes schæfer, retriever, rottweiler, sanktbernhardshund og ruhåret hønsehund.

  • DKK's officielle udledning (Hunden Marts 2000) efter 5 trins skalaen er:
  • Hunde i A gruppen er uden tegn på hofteledsdysplasi.
  • Hunde i B gruppen har IKKE hofteledsdysplasi, men har hofter, der er i en overgangsform mellem HD fri og mild dysplasi.
  • C hundene har hofteledsdysplasi i mild grad.
  • D hundene har hofteledsdysplasi i middelsvær grad.
  • E hundene har hofteledsdysplasi i svær grad.

Kilde: www.netdyredoktor.dk